Widowspeak (US) + Support: John Andrews & The Yawns (US) // RUST

WIDOWSPEAK (US) + SUPPORT: JOHN ANDREWS & THE YAWNS

--------------------------------------
• Døre • 19.00 / Koncertstart: 20.00
• Billetter • Forsalg: 160 kr • Dørsalg: 170 kr
--------------------------------------

Hvis musik både kan være naturalistisk og noir, mættet og frodig, så er det Widowspeak. Det er et band, der ved, hvordan man sætter en scene. De leger med store følelser uden at tage sig selv alt for højtideligt. De har sødme, endda fjollethed, i en forlænget forelskelsesrus, der bliver altopslugende som en kulørt paperback-roman. Biler og deres førere fungerer som en måde at tale om afhængighed i relationer på. Og gammel kærlighed bliver slidt til, blød som en gammel t-shirt.

Bandets magi ligger – stadig og altid – i samspillet mellem Molly og Robert i deres to hovedroller: hendes dvælende, teksturrige vokal og hans sanselige guitarspil. Og som producer indfanger Robert den flygtige magi, der opstår, når et band finder en sang i studiet: noget, der stadig bærer spor af den direkte karakter i Mollys stemmememoer og de tætte guitartæpper fra demoerne. De rå spor fra værktøjerne er stadig tydelige – støjen får lov at blive.
Deres musik er speciel, fordi den er ægte: mest af alt for dem, som laver musikken. Ligesom kærligheden er musikken skrøbelig og midlertidig - og det hele værd.

Support: John Andres & The Yawns (US)
John Andrews har de sidste par år levet tilbagetrukket i Red Hook i Brooklyn — et bykvarter, der ligger lige uden for den naturlige liv i byen. Kun få brostensblokke fra den lastskibsfyldte havn skrev Andrews flere dusin nye sange ved sit elektriske klaver, hvoraf ni blev til albummet ‘Streetsweeper’.

På ‘Streetsweeper’ læner Andrews sig ind i guitarlyden, på en måde, han ikke har gjort i årevis, og lader stadig sin afslappede berøring lede musikken. “Goodbye Dirty Snow” er skrøbelig og fuld af hjerte, men sidder komfortabelt ved siden af “Friends In Misery” med sine jangly trash-guitarer og drivende rytmesektion. Hver en lyrisk vignette er fyldt med Andrews’ bløde empati — han synger som nogen, der måske har set dig spille bold, kysse på en parkbænk eller græde på din frokostpause.
Albummet byder op til at træde væk fra hovedvejen, tage sig sin tid og lære at værdsætte de små, oversete øjeblikke, som gør et sted og et liv mere rigt. Andrews har med omsorg skrevet sange, der lytter, observerer og bliver hos dig.