This event has passed
Copenhagen, Denmark
Art, Film
Wednesday 17th of November 2021
17:00 to 19:00
10 DKK
Hvad er der på spil, når kunstneren skaber en persona? Hvilke muligheder har denne konstruerede figur, når hun fysisk bevæger sig ud i verden? Hvilke reaktioner møder hun, når hun krydser klinger med en realpolitisk virkelighed? Og kan den kunstneriske handling gøre en forskel?
Med afsæt i den aktuelle udstilling ’Efter Stilheden – kunstens kvinder tager ordet’ inviterer SMK og Bikubenfonden til kunstsalon VISION om den feminine personas handlekraft.
Agency, eller handlekraft, er et nøglebegreb i den feministiske kunst og teori. I denne salon bliver begrebet sat på spidsen og udfoldet i to eksplicitte performanceværker, der fokuserer på den feminine persona og kunstens gennemslagskraft, når scenen ikke er fiktiv, men en faktisk politisk virkelighed. Til salonen møder vi de to feminine personaer, kunstner og pilot Simone Åberg Kærn og forfatter og performancekunstner Madame Nielsen, der vil reflektere over brugen af femininitet i det offentlige rum og kunstens potentialer som aktivistisk redskab.
DEN FEMININE PERSONA #1 – Samtale-performance
I sit værk ’Microglobal Performance’ fra 2002 træder Simone Aaberg Kærn (f.1969) i karakter som en særlig persona: den kvindelige pilot skabt på baggrund af hendes kunstneriske virke, en dybtgående research i historiske kvindelige piloter, og ved sin egen uddannelse til pilot. Som denne persona går Simone Aaberg Kærn på scenen i en samtale-performance med kvinder, der har relation til hendes performative flyvning til Afghanistan i 2002, der nu vises som en omfattende installation i udstillingen ’Efter Stilheden’. Skulpturgaden på SMK er omdannet til landingsbane for det 6 meter lange og 9 meter brede lærredsklædte fly, som Aaberg Kærn med livet som indsats krydsede det amerikanske luftkrigsterritorium ulovligt med.
DEN FEMININE PERSONA #2 - Manifest og filmværk
Madame Nielsen er dansk forfatter og performancekunstner. Personaen er vokset ud af det multimediale kunstneriske livsværk, der startede under Claus Beck-Nielsen (f. 1963) og siden har taget form under bl.a. Das Beckwerk og Madame Nielsen. I efteråret 2015 foretager Madame Nielsen en klassisk europæisk dannelsesrejse fra det gamle Hellas over alle grænser op gennem Europa til Danmark, gennem de veje og stier, som flygtningestrømmen følger. Det blev til dannelsesromanen "Invasionen" baseret på den virkelige historie om en kvindes grænseoverskridende vandringer i flygtningestrømmen. Året før trådte hun som feminin persona ind i den politiske virkelighed i performanceværket Miss World – The Angel in Ukraine (2014), som aftenens performance vil tage afsæt i.
Efter den performative del vil de to kunstnere tale med kunstkritiker Louise Steiwer om femininitet i det offentlige rum og om aktivismens styrker og feminine dybder.
Salonen finder sted på SMK onsdag den 17. november kl. 17-19.
Køb billet her (pris 10 kr.): https://billetto.dk/.../kunstsalon-vision-den-feminine...
Har du ikke mulighed for at deltage fysisk, bliver salonen livestreamet. Et streaminglink lægges ud på Facebook i dagene op til salonen og vil være tilgængelig på Bikubenfondens hjemmeside efterfølgende.
OM SIMONE ÅBERG KÆRN OG VÆRKET ’MICROGLOBAL PERFORMANCE
”Himlen skal være fri!” - Under det mantra fløj Simone Aaberg Kærn til Afghanistan i 2002, blot et år efter USA indledte sin såkaldte Operation Enduring Freedom mod landet og foregik - under stor folkelig protest - med bl.a. Danmarks deltagelse.
Kærn havde i et dansk dagblad læst om en afghansk pige, som drømte om at blive jagerpilot. I kampen for at bryde med den frygt, der prægede himmelrummet og den frie flyvning i årene efter Twin Towers fald, besluttede Kærn sig for at hjælpe pigen. Sammen med en fotograf fløj kunstneren fra Lille Skensved på Østsjælland til Kabul i et lille 1-motors propelfly fra 1962. Sammen tilbagelagde de mere end 6000 km, trængte ind i det amerikanske luftkrigsterritorium og krydsede bjergkæden Hindu Kush. Alt sammen for at virkeliggøre en drøm.
Værket ‘Microgrobal Performance’ er blevet iscenesat som en omfattende installation, der mimer værkets performative realisme og den særlige æstetik, der ligger på grænsen mellem fakta og fiktion, som kendetegner Aaberg Kærns praksis.
OM MADAME NIELSEN
Madame Nielsen er forfatter og kunstner, sangerinde, performer, fugl, sten og støv. Hun har allerede levet adskillige liv og har under andre navne arbejdet politisk med interventioner i alverdens globale og lokale brændpunkter, fra Irak over USA og Iran til Afghanistan og Ægypten, som Miss World in Ukraine og Black Madonna på scenen i Kødbyen. Hun har haft soloudstillinger i Nikolaj Kunsthal, Museet for Samtidskunst, i Wien, Berlin og Hamburg. Hendes seneste romaner er newyorker-gyseren ’The Monster’ (2018) og kærlighedsromanen ’Lamento’ (2020)
OM UDSTILLINGEN ’EFTER STILHEDEN’
I udstillingen præsenterer SMK en række kvindelige kunstnere, som fra deres position og gennem deres kunstneriske praksis har beskrevet, reflekteret over og stillet skarpt på deres samtids politiske udfordringer. Udstillingen viser, hvordan kvindelige kunstnere har rettet blikket mod store emner som krig, klima, ulighed og undertrykkelse og brugt deres kunst som middel til at artikulere solidaritet, modstand og kritik gennem forskellige æstetiske og strategiske tilgange til social og politisk krise i udvalgte geografiske og tematiske brændpunkter gennem de seneste 100 år. Udstillingen løber til 21. november.