This event has passed
Friday 17th of February 2023 at 17:00
Saturday 18th of February 2023 at 19:00
Free
Kristoffer Ørums udstilling stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi nogensinde vænne os til at leve i en verden, der er i konstant forandring af teknologiske trends som til stadighed supplerer, udvider og forstærker selvsamme virkelighed med ekstra lag af information?
Vores hverdag er i stigende grad en medieret størrelse, der er gennemtrængt af det virtuelle og af digitale systemer. Det der i går var foruroligende fremtid, er det vi i dag fjoller rundt med og frivilligt kaster os ud i.
Tre af Ørums spekulative monstrøse væsener fra hans performances, udstillinger og interventioner bringes sammen, for på en gang at popularisere og problematisere forholdet mellem natur, kultur og teknologi. De kaldes frem fra sprækkerne mellem det velkendte og en forestillingsverden, det tekno-videnskabeligt autoritative og en bizar fremtidsfantasi. Titlens engelske ”mundane” rummer tilsvarende en tvetydighed idet ordet betyder det hverdagsagtige, medens det danske mondæn der ligeledes er afledt af mundus ’verden’, betyder noget som snarere hører til i den finere verden.
Frem for at den uforudsigelige eller dog tænkelige fremtid eksisterer som et mørkt bur fuldt af uhyggelige morgendage der er bunket sammen i en uformelig dynge, foreslår udstillingen nye måder at overveje velkendte problemstillinger på i den verden vi hele tiden skal lære at leve med.
I den rumlige installation kombineres den fysiske verden med virtuelle data i 3D-printede skulpturer, augmented reality teknologi, video og trådløse transmissioner. Udstillingen ledsages af hjemmesiden Mundanemonsters.oerum.org og en række interventioner i det lokale byrum.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.